Skam dukkede op i 2 samtaler jeg havde sidste år. 2 kvinder i begyndelsen og slutningen af 40′erne- Det var særligt den ene af disse kvinder, hvor skam dukkede op. Hun i talesatte det selv nogle gange inde i vores samtaler, men inden da havde jeg undrede mig over, at denne kvinde hver gang vi talte sammen, aldrig kiggede op på mig. Og fangede jeg en gang imellem hendes blik, var det svært at fastholde det, og jeg blev selv nervøs , forfjamsket og endte selv med at kigge væk. En søndag dukkede hun op til søndagsgudstjenesten – hun havde ugen forinden fortalt mig at hun godt kunne lide at deltage i gudstjensten – og da hun kom lagde jeg straks mærke til at hun satte sig ind på én af de bagerste kirkebænke. Da vi mødtes næste gang spurgte jeg hende hvorfor hun havde sat ind på den bagerste kirkebænk. Hun kiggede op på mig, blussede lidt i kinderne, og sagde at hun skammede sig. Skammede sig over sit liv og var det blevet til.
Skam i forbidnelse med synet og ansigtet fangede min interesse. Hvad er det der er på spil her? – jeg har ikke læst meget om skam, men vil gerne vide mere i lige præcis dette felt inden for skam. Kan der ligefrem være noget skamfuldt ved at sidde til gudstjeneste eller bare gå ind i kirkerummet. Udløser der for det moderne menneske følelser af skam? Skammer vi os som kirke og religion?
Jeg læste et meget smukt digt af den svenske digter – en af mine favoritter – Tomas Transtömer, hvor skam i en kirke dukker op:
Inde i den store romanske kirke stod turisterne tæt
 i halvmørket.
 Hvælving gabende bag hvælving og intet overblik.
 Nogle lysflammer blafrede.
 En engel uden ansigt omfavnede mig
 og hviskede gennem hele kroppen:
 ”Skam dig ikke over at være menneske, vær stolt!
 Inde i dig åbner hvælving sig bag hvælving i det uendelige.
 Du bliver aldrig færdig, og det er som det skal være.”
 Jeg var blind af tårer
 og blev skubbet ud på den sollysende piazza
 sammen med Mr og Mrs Jones, har. Tanaka og Signora Sabatini
 Og inde i dem alle åbnede der hvælving sig bag hvælving i det uendelige.